Forskellige klassifikationer og strukturelle egenskaber af granit

Hvad jeg læste før farven

Når en kunde sender mig et granitkrav, er farve det sidste, jeg bekræfter. Farve er den nemmeste funktion at fejlbedømme ud fra et telefonbillede og den nemmeste at misrepræsentere med en lille prøve, så den tjener ikke førstepladsen på min tjekliste. Det, jeg læste først, er mineralblandingen og kornstrukturen. De to ting fortæller mig, hvordan stenen vil skære, hvordan den vil tåle en polering, om den vil drikke sealer, og hvordan den vil overleve på et badeværelsesvask, der møder vand og sæbe hver eneste dag.

Granit er ikke ét materiale med ét sæt tal. Det er en familie af magmatiske bjergarter, der afkølede langsomt under jordskorpen, og magmaens kemi plus hastigheden af ​​denne afkøling afgør næsten hver ejendom, som en køber betaler for. To plader kan både bære navnet granit på en prisliste og stadig opføre sig anderledes, når de når frem til en fabrikant. Derfor behandler jeg klassifikationen som et arbejdsredskab i stedet for en geologisk fodnote. Den samme vane fungerer for en husejer, der vejer bordplademuligheder og for en projektkøber, der afgiver en eksportordre: læs stenen, før du læser prisen.

Klassificering efter mineral: kvarts, feltspat og glimmer

Mineralklassifikationen er den, leverandører oftest udskriver på et spec-ark. Granit er bygget af tre hovedingredienser, kvarts, feldspat og glimmer, med mindre mængder af mørke mineraler såsom hornblende i nogle varianter. Andelen og arten af ​​hver ingrediens ændrer stenens karakter. Når en liste kalder noget sort granit, muskovitgranit, hornblendegranit eller glimmergranit, beskriver det, hvilke mineraler der dominerer eller skiller sig ud, og hvert af disse navne har en forudsigelig række adfærd.

Kvarts sætter hårdhedsgulvet

Kvarts er det glasagtige, gennemskinnelige grå mineral, der er spredt gennem stenen, og det er grunden til, at granit er hård. På Mohs-skalaen sidder granit omkring 6 til 7, et godt stykke over almindeligt stål. Kvarts er det mineral, der udfører det meste af det arbejde, fordi kvarts i sig selv er en 7'er og kradser ikke under køkkenknive. Når jeg ser en plade med masser af godt-fordelt kvarts, ved jeg to ting i forvejen: den vil tage en blank polering, og den vil beholde den polering, fordi intet i et normalt hjem vil ridse den. Fra et indkøbssynspunkt er kvartsindhold det første felt, jeg krydser af på et karakterark. En granit, der mangler kvarts, vil stadig ligne granit, men den vil hurtigere matte og vise slid på en travl bordplade.

Feltspat sætter farven og spaltningen

Feltspat er det mineral, der findes mest i granit, og det er det, der giver stenen dens farve. Alkali feldspat løber pink, hvid og creme, mens plagioklas feldspat løber hvid til grå. Navnet på pladen, hvad enten det er en rosenrød eller en blå perle, er mest en historie om, hvilken feldspat der dominerer, og hvilke spormineraler, der farver den. Feltspat er vigtigt at sortere af en mindre indlysende grund: den har spaltningsplaner, flade retninger, langs hvilke mineralet deler sig. En plade fyldt med store feldspatkrystaller kan se slående ud, men disse spalteplaner er svage linjer. Jeg tjekker om feldspaten er fin og hænger sammen med kvartsen eller om den sidder i store, adskilte krystaller. Fin sammenlåst feldspat betyder en lydplade. Store isolerede krystaller betyder en plade, der kan skåres fra et enkelt slag langs den forkerte linje.

Glimmer og de mørke mineraler udgør risikoen

Glimmer fremstår som tynde, skinnende, mørke flager, normalt biotit, og i nogle sten en lysere muskovit. Det er den blødeste af de tre hovedingredienser og den, jeg holder tættest på. Glimmerflager er pladeagtige, så de flækker let og sidder som små plader inde i stenen. Et spor af glimmer er normalt og harmløst. En granit beskrevet som glimmergranit, hvor glimmer er det fremtrædende mineral, har en tendens til at flage lettere og absorbere vand langs glimmerplanerne. For en eksportordre på vej til et fugtigt badeværelse, vil jeg have, at glimmerindholdet er lavt og jævnt fordelt i stedet for at være koncentreret i bånd. Hornblende, det andet almindelige mørke mineral, er hårdere end glimmer og meget mindre bekymrende, så en hornblendegranit opfører sig generelt bedre under vand end en-glimmertung.

Klassificering efter kornstruktur: Fin, Medium, Grov og Porfyritisk

Den anden klassifikation handler om struktur, og den beskriver størrelsen og arrangementet af mineralkornene frem for hvad kornene er lavet af. Kornstørrelsen indstilles af afkølingshastigheden: Jo langsommere magmaen afkøles, jo større havde krystallerne tid til at vokse. Strukturen betyder noget, fordi kornstørrelsen styrer tæthed, styrke, vandabsorption, og hvordan selv en polering ser ud. Leverandører opdeler granit i fin-kornet, mellem-kornet, groft-kornet og porfyritisk typer, og hver opfører sig lidt anderledes, når den først er skåret og installeret.

Fin-kornet granit

Fin-granit har korn under omkring 1 millimeter, tæt nok til, at krystallerne låser sammen med næsten ingen synlige mellemrum. Dette er den tætteste og stærkeste form af materialet. De tal, jeg blev undervist, holder stadig: Granit komprimerer ved omkring 100 til 300 MPa, og finkornet granit kan skubbe forbi 300 MPa, mens bøjningsstyrken løber omkring 10 til 30 MPa. Fint korn betyder også lav porøsitet, i intervallet 0,3 til 0,7 procent, og lav vandabsorption, omkring 0,15 til 0,46 procent. Til en bordplade eller en våd forfængelighed er finkornet den kvalitet, jeg rækker efter. Den polerer til en jævn, jævn glans og modstår pletter, fordi der er lidt åben plads til væske at trænge ind. Handelen er, at fin-granit normalt ligger i det dyrere niveau, fordi det er sjældnere og sværere at bryde i store rene blokke.

Mellem og grov granit

Mellem-kornet granit, med korn mellem omkring 1 og 5 millimeter, er hverdagens arbejdshest. Det afbalancerer et synligt, attraktivt korn mod lydstruktur, og det er, hvad de fleste almindelige kommercielle granit falder ind i. Grov-kornet granit, med korn fra omkring 5 millimeter op til 3 centimeter, er det mere synlige materiale. De enkelte krystaller er store nok til at kunne læses i armslængde, hvilket giver det dristige, plettede look, som nogle købere ønsker til en feature-væg eller en statement-ø. Ulempen er praktisk. Grovere krystaller betyder lidt mere åbne grænser mellem korn, en smule mere vandabsorption og en polering, der lyder som tekstureret i stedet for spejlglat.{11} Grov granit er ikke svag, men jeg ville ikke placere den i et-køkken med høj slid eller en våd forfængelighed uden først at kontrollere, hvor stramme korngrænserne faktisk er på den fulde plade.

Porfyritisk granit

Porfyritisk granit er den, der forvirrer førstegangskøbere-, fordi den blander to kornstørrelser i en enkelt plade. Store krystaller, kaldet phenokrystaller og normalt feldspat, sidder inde i en finere omgivende matrix. Teksturen dannes, når magma afkøles langsomt nok til at vokse store krystaller, og afslutter derefter afkølingen hurtigere, så resten af ​​smelten krystalliserer mindre. Visuelt kan det være smukt. Strukturelt er det en blandet pose, fordi de store phenokrystaller sidder på de feldspat-spaltningsplaner, jeg nævnte tidligere, mens den finere matrix omkring dem forbliver sund. Når jeg henter en porfyritisk sten, undersøger jeg, om de store krystaller sidder godt fast og fri for hårgrænser rundt om deres kanter. En ren porfyritisk plade holder fint. En med revnede phenokrystaller vil sprænge langs disse revner, når den er skåret og poleret.

At gøre klassificering til en karakterbeslutning

Intet af dette er akademisk. Klassifikationen er, hvordan jeg adskiller en første-klasseplade fra en anden-klasse én, når det samme firmanavn vises på to forskellige tilbud. En køber kan få vist to stykker mærket med samme navn, og forskellen mellem dem er normalt skjult i mineralblandingen og kornet, ikke i farven. Her er sekvensen jeg følger. Først læste jeg mineralforholdet. Så læste jeg kornstørrelsen og ensartetheden. Så ser jeg på den fulde plade for de fejlsignaler, som disse to aflæsninger forudsiger: glimmerbånd, stor spaltnings-tilbøjelig feldspat, groft åbent korn eller revnede phenokrystaller. Spørg mig ikke, hvordan jeg ved det, men en plade, der ikke består en af ​​disse kontroller, forårsager næsten altid et problem nedstrøms, i skæreværkstedet eller på badeværelset.

For eksportordrer tjekker jeg også konsistensen på tværs af partiet, ikke kun på en smuk plade. En køber, der godkender en enkelt prøve og derefter modtager en beholder med blandede kvaliteter, har betalt for kvalitet, de aldrig fik. Så jeg beder om billeder af flere plader fra samme blok og ser, om mineralblandingen og kornet holder sig stabilt fra den ene ende af partiet til den anden. En blok, der brydes ren, producerer plader, der læser det samme, og et blandet parti viser sin varians hurtigt, når du ser forbi farven.

Granit er kun et medlem af dekorative sten-familien, og det er værd at vide, hvor det sidder i forhold til marmor og manipulerede sten, før du binder et budget. Jeg dækkede det bredere kort i en separat opskrift- påklassificering af dekorative sten, hvilket er det rigtige udgangspunkt, når man skal vælge mellem materialefamilier frem for mellem kvaliteter af samme sten.

Når karakterspørgsmålet er afgjort, er det næste spørgsmål, om granit overhovedet er det rigtige materiale til jobbet. For især køkkener har jeg skrevet et længere svar på omgranit bordplader er virkelig gode, som vejer holdbarheden mod tætningen og vægten. Den korte version: karakterreglerne ovenfor afgør, hvor god en given granit er, og den materielle beslutning afgør, om granit er den rigtige familie i første omgang.

Tallene i den tabel er ikke mine at opfinde, og det gør jeg ikke. Kornstørrelsesbåndene er de geologiske standardintervaller, og styrketallene stammer fra offentliggjorte granitspecifikationer: massefylde på omkring 2,63 til 2,75 gram pr. kubikcentimeter, vandabsorption på omkring 0,15 til 0,46 procent og trykstyrke på 100 til 300 MPa, der overstiger fint materiale{8}ingra. Jeg holder disse tal ved hånden, fordi det er dem, en køber kan holde en leverandør til, og fordi de forvandler et vagt ord som hårdt til et tal, jeg faktisk kan tjekke.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er de vigtigste mineraler i granit, og hvilket betyder mest for kvaliteten?

Granit er bygget af kvarts, feldspat og glimmer, med mindre mængder af mørke mineraler som hornblende i nogle varianter. Hvilken der er vigtigst afhænger af applikationen. For en bordplade er kvartsfordeling nøglen, fordi kvarts bærer hårdheden og poleringen. For et vådt område betyder glimmerindholdet mere, fordi glimmerflager absorberer vand og spalter let. Feltspat sidder midt imellem: det giver farven, men dens spaltningsplaner er risikoen for afskalning at se på enhver stor krystal.

Hvad er forskellen mellem fin-kornet og groft-kornet granit?

Det er en forskel i krystalstørrelse, og det ændrer, hvordan stenen præsterer. Fin-granit har korn under omkring 1 millimeter, hvilket gør den tættere, stærkere og mindre absorberende, og den polerer til en jævn, jævn glans. Grov-kornet granit har korn fra omkring 5 millimeter op til 3 centimeter, hvilket giver et mere dristig, mere synligt korn, men også lidt mere åbne grænser mellem krystaller og en mere tekstureret polering. Til et travlt køkken eller en våd forfængelighed hælder jeg fint til medium korn.

Hvad er porfyritisk granit, og er det svagere?

Porfyritisk granit blander to kornstørrelser: store krystaller, kaldet phenokrystaller og normalt feldspat, der sidder i en finere matrix. Det dannes gennem en to-afkølingshistorie. Den er ikke i sagens natur svagere, men de store feldspatkrystaller sidder på spalteplaner, så jeg inspicerer for hårgrænsebrud omkring phenokrystallerne. En ren porfyritisk plade holder godt. En med revnede phenokrystaller vil sprænge langs disse revner, når den er skåret og poleret, så det er det første, jeg tjekker.

Hvordan bedømmer jeg granitkvalitet, når to leverandører citerer det samme firmanavn?

Ignorer navnet og læs pladen. Det samme handelsnavn kan dække meget forskelligt materiale, så jeg sammenligner i stedet mineralblandingen og kornstrukturen. Se efter godt-fordelt kvarts, fin sammenlåst feldspat, lavt spredt glimmer og en kornstørrelse, der matcher applikationen. Inspicer altid hele pladen i stedet for en lille prøve, og hold leverandøren til de offentliggjorte tal for tæthed, vandabsorption og trykstyrke. En karakter skal begrundes med klippen, ikke af etiketten.

Hvilken granitkvalitet skal jeg vælge til en toiletvask?

For en forfængelighed, der møder vand og sæbe hver dag, vælger jeg fint til medium korn med lavt, jævnt fordelt glimmer og masser af kvarts. Det våde miljø favoriserer lav vandabsorption, så en fin-sten i området 0,15 til 0,46 procent er det sikre mål. Jeg undgår glimmer-tung granit og groft åben-kornsten i den indstilling, fordi både vand og fugt giver en lettere vej ind i årenes løb. Stenen behøver ikke at være den dyreste på væggen; det skal være tæt og forsvarligt.

Endelig konklusion

Granitklassificering er ikke en geologieksamen. Det er et sorteringssprog, og når du først kan læse det, fortæller mineralblandingen og kornet dig det meste af, hvad en leverandørs pris allerede burde afspejle. Kvarts bringer hårdheden, feldspat bringer farven og spaltningsrisikoen, glimmer bringer risikoen for afskalning, og kornstørrelsen bringer tætheden og poleringen. Lær at læse de fire ting på en hel plade, og du kan åbne ethvert eksporttilbud eller gå ind i enhver stengård og vide inden for et minut, om karakteren matcher tallet på linjen. Det er den del af sourcing, jeg nyder mest. Hvis du arbejder gennem en granitudvælgelse til et projekt, uanset om det er en serie af toiletvaske eller et enkelt køkken, kan teamet hos KA UNITED lede dig gennem det samme tjek af de faktiske plader, før du bruger en cent.